This time for Africa!
Vi er nemlig i Afrika nu. Det lykkedes. For pokker her er varmt. Og hyggeligt. Lidt skraemmende. Men flot.
Foerst det daarlige nyt. Legokassen gik desvaerre tabt i lufthavnen, (som kan ses i Stines tidligere post,) hvis nogen ser den saa giv lige et kald og en flikflak. Den var ret skroebelig, saa vi er ret sikre paa at den er blevet behandlet daarligt og er eksploderet med legoklodser, hvorefter den er ‘forsvundet’. Uanset hvad har vi i hvert fald meldt den savnet i lufthavnen og nu krydser vi fingre for at den dukker op.
Resten af indlaegget har positivt indhold. Vi er ankommet til Accra, hovedstaden, og det er en lettelse. Vi har lagt vores haender i livet paa den flinke mand Karim, som arbejder for min far. Han kender byen godt, han kan fortaelle og guide. Jeg plejer selv at vaere god til at finde rundt (uanset hvad Stine siger!), men hernede var jeg faret vild efter to-tre sving. Det er som en anden kultur-chok labyrint.
Foerstehaandsindtryk: Stress! Vi koerte fra lufthavnen til hotellet i taxa, og de koerer som sindsyge! Dytter, overhaler, underhaler, afskaerer hinanden, osv… Men. Naar man ikke sidder i en bil, saa er alt stille og roligt. Det er aabenbart kun bilister der har travlt, alle andre slentrer stille roligt afsted. Karim hilser paa folk til hoejre og venstre, gadesaelgerne hilser paa Stine og mig. Vi fik mad paa den ene bar, og var hurtigt videre til en oel paa den naeste. Her drikker man oel af literflasker; et koncept jeg godt kan vende mig til.
Den foerste aften sluttede hurtigt efter en oel. I dag har vi vaeret paa Karim-guidet tur. Vi har set et stoerre marked, Ghanas foerste praesidents gravsteds mindepark (en fantastisk mand), ‘Independence Square’ og den nuvaerende praesidents slot. Vi var ogsaa nede og besoege deres haandvaerkerdistrikt. De har, ifoelge Karim, saadan et distrikt i hver region i Ghana, hvor unge ghanesere bliver laert op i traditionelle ghanesiske haandvaerker og kundskaber, som f.eks. at udskaere de kendte afrikanske trommer, inklusive at spille paa dem. Naturligvis syntes Karim at vi skulle moede nogle af hans venner, det var super hyggeligt; pludselig hiver de trommer frem og giver os en god lille trommekoncert. Bagefter faar vi begge smaakket en tromme mellem benene, og saa er der ellers musiktime! Det lykkedes dem at laere os at holde en kort rytme, (efter de havde grinet af os og rystet paa hovedet af de tossede rytmeloese danskere,) og for pokker hvor var vi stolte af os selv. Vi fik ogsaa laert den specielle haandtegnshilsen som Karim og hans venner bruger, hvilket indeholder dobbelt haandtryk og knips. Til gengaeld laerte jeg Karim den hilsen vi bruger i Koege, og der var en kort, men god diskussion om brugen af haandtegnshilsener i vennekredse.
Det har vaeret en indtryksrig dag. Til frokost vovede vi os endda ud i lokale retter som fufu og banku. Saa vidt jeg forstaar paa Karim er det en slags kartofler der er blevet kogt til ukendelighed og derefter banket til en fast masse, og som man saa overhaelder med en alt for krydret suppe samt lidt koed… Mmmh. Vi spiste endda naesten op. Jeg stoler paa at det er en tilvunden smag, og saa vidt jeg forstaar paa min far, faar vi masser af tid til at vende os til den slags mad naar vi kommer laengere ind i landet. Der er nemlig ikke andet.
I aften skal vi se Oxford Street, som skulle vaere Accras Jomfru Ane Gade x 10. Det bliver godt. Ifoelge min far er det der vi hvide maend bliver friet til af de unge kvindelige golddiggere. Jeg glaeder mig til at se om det samme kommer til at gaa ud over Stine.
I morgen gaar turen laengere ind i landet til den by hvor min far bor, og senere videre til Busunu hvor vi skal have sat projekterne i gang.
– Kenneth
