Busturen fra helvede
Kaere Laeser/Bruger.
Så er der blog igen. Indtrykkene er mange og jeg skal gøre det så kort som jeg kan. For det første har min dejlige far et dansk tastatur, og hvilken lettelse. Jeg overvejer kort om jeg skal gå de tidligere indlæg igennem og indsætte æ, ø og å, men det har jo sin charme, selvom det ser grimt ud.
Vi starter hvor sidste post slap, dagen efter Oxford Street turen, hvor jeg (til min store skuffelse) ingen frierier fik. Næste dag stod på bustur fra hovedstaden Accra til nordens hovedstad Tamale hvor min far bor, og hvorfra jeg skriver nu. En lille hyggelig bustur på ~800 km, med hvad der minder om nonstop sirener fra børnene bagerst i bussen. Tilmed var bussen forsinket hvilket betød at vi skulle køre om natten. I Ghana kører man ikke på landevejene om natten. Jeg vil lade det synke ind, for dette er ikke noget danskere er vant til og for os var det et chok. Man kører ikke på landevejene om natten, fordi der ikke er politipatruljer på vejene om natten, og vi havde ikke nogen eskort. Vi undrede os over at de var bekymrede for manglen af eskort, hvorfor? Jeg ringer til min far; ‘hvorfor?’ spørger jeg. “Fordi det er muligt at bussen bliver plyndret af landevejsrøvere. Hvor sidder i i bussen?” Det var ikke sådan han sagde det, men det var beskeden, og hans spørgsmål vender jeg tilbage til. Siden har vi snakket om det, og han underdrev faktisk i sin beskrivelse for ikke at gøre os bekymrede. Det er en ganske almindelig ting hernede. Ghaneserne tager det som en selvfølge. Vi gemte værdigenstande væk og sad ellers med paranoia og kiggede ud af forruden. Hvorfor spørger han os hvor vi sidder i bussen? Fordi; hvis buschaufføren ser røverne og forsøger at slippe ved at sætte farten op, så skyder de ind gennem forruden. Og ja, vi sad forrest i bussen. En 18½ times bustur fra helvede, med paranoia og søvnløshed. Aldrig aldrig aldrig igen.
Men nu griner vi jo af det. Ha ha ha. Og vi fandt i øvrigt en eskorte undervejs, så jeg maler måske fanden på væggen, men det fortæller noget om Ghana og holdningen hernede. Karim grinede af mig da jeg, forvirret, udspurgte ham om landevejsrøverne. Velkommen til Ghana (som er et af de sikreste lande i Afrika).
Næste dag: Mødet med faderen, sightseeing i Tamale, bytur på Rooftop. Tre overskrifter der kunne have hver deres indlæg, men jeg kunne jo også skrive i en uendelighed. Det bliver til tre mini-indlæg understøttet af billeder fra Stine kamera-klikken.
Mødet med faderen
Min far har ændret sig meget, og han læser det her, så jeg skal passe på hvad jeg skriver. Men jeg lover dig at alle ændringer er for det bedre, og for pokker det er godt at se dig igen.
Sightseeing i Tamale
Dejlig by, men i modsætning til Accra, hvor man er mere vant til turister, ser folk os hvide som pengemaskiner. Det er underligt med denne omvendte racisme; de er ikke onde mod os, tværtimod. Jeg har 27 nye bedste venner, and counting. Det er bare svært når man ved at det er fordi de vil have mine penge.
Bytur på Rooftop
Navnet skal tages bogstaveligt. Det er en natklub som ligger på en tag, og sikke en fest. Det var et lækkert sted og vores nye bedste venner gav os mange fine komplimenter for vores danske danse evner. Vodka gør noget ved mig. I taxaen på vej hjem tabte jeg min telefon. Jeg ved det var der, kun fordi chaufføren kom tilbage med den, og han ville have 40 cetis (120 dkk) for den. Det betalte vi selvfølgelig, men han havde trådt på den og den er fuldstændig smadret. Under turen havde Karim forsøgt at snyde os til en billigere taxatur (det er meget normalt hernede) og blev derfor uvenner med chaufføren. Vi debatterer ‘Hvad nu hvis?’. Hvis nu telefonen ikke var smadret, var han så kommet tilbage med den? Hvis nu Karim ikke var uvenner med chaufføren, havde vi så fået den gratis? Hvis nu jeg ikke var sådan en blondine, havde jeg så tabt den?
Spørgsmålene er mange. I morgen tager vi til Busunu og starter projekterne, der skal nok komme mere derom.
– Kenneth
