Urbex, easyrider og nye erfaringer i Vietnam

Da jeg gik igang med planlægningen af turen til Vietnam, fandt jeg hurtigt en urbex destination jeg ville omkring: Thuy Thien Lake Waterpark lige uden for Hue.

I det øjeblik jeg trådte ud af bussen i Hue, eller faktisk lige inden jeg nåede så langt, blev jeg hijacket af en person der kom ind i bussen og spurgte om ikke han skulle tage min taske. Den blev placeret på hans scooter/motorcykelting og så havde jeg lissom et lift. Jeg vidste godt at dette var præmissen, og måden man fik et lift på, men det føltes alligevel lidt pushy. Anyways, turen gik hen til mit hotel, og så fik vi aftalt at han skulle hente mig dagen efter, så vi kunne komme ud og se waterparken.

Og wow for en oplevelse! En kæmpemæssig forlystelsespark der langsomt blev fortæret af naturen er noget af et syn, og jeg havde det for vildt med at gå rundt og tage billeder af de forladte forlystelser!

Jeg var langt fra den eneste turist der havde fået indskydelsen af urbexe lidt i Vietnam, så jeg fik en god sludder med forskellige typer der også tullede rundt i den forladte waterpark med kamera. På et tidspunkt mødte jeg en tysk fyr der var igang med at optage en musikvideo, det var ret underholdende at overvære 🙂

Indgangen til Hues kastel, og en fabelagtig undskyldning for at lege lidt med aftenfotografering.

I Hoi An boede jeg på et lille hotel med den skønneste pool. En lånecykel tog mig et par kilometer ind til hjertet af Hoi An hvor gadesælgerne og silkeforretningerne fristede de mange turister.

Der var en ret skøn stemning i Hoi An, nok mest fordi man var fri for de larmende biler og scootere der ellers fylder meget i gadebilledet.

Jeg mødte blandt andet en dame på en restaurant hvor vi begge havde udset os samme bord. Vi blev enige om at vi nok godt kunne dele, og fik bestilt noget mad. Hun fortalte at hun var fra den fransktalende del af Canada, og at hun var pensioneret buschauffør. Hvert år tog hun en tur til Mexico for at se det azurblå hav. Det var en fast tradition hun havde, og hvis ikke jeg havde været i Mexico selv, ville hun anbefale mig at tage afsted.

Der er den ting ved mine rejsevaner at det er de mærkeligste ting der har indvirken på hvor rejserne går hen. Men denne søde dame var en af årsagerne til at turen to år senere gik til netop Mexico. Og det er jeg virkelig glad for at den gjorde.

Farvel til Hoi An, og endnu en gang ind i en sovebus for at få mest muligt ud af de to uger jeg havde til min tur igennem landet. På dette tidspunkt har min mave givet op, og hver morgen starter med en imodium plus. Der er vidst ikke nogen grund til at gå nærmere i detaljer herom. Jeg vil blot give et råd videre som jeg selv fik af en studiekammerat: Rejs aldrig ud i verden uden imodium på dig. Råd hermed givet videre!

Nå men sovebussen stoppede omkring kl 04 om morgenen i en form for motor trafikvejs kryds et eller andet sted uden for Nha Trang. Vi var nogle stykker der blev sat af sammen, men grundet tidspunktet var der ikke så meget som en halv taxa eller nogen andre levende skikkelser i syne. Og dog. Et par fyre på noget knallert noget stod naturligvis klar til at hjælpe os videre. De andre der blev læsset af takkede nej tak, og 1, 2, 3 så var jeg bag på en knallert på vej mod mit hotel downtown. Mig på den ene knallert. Rygsækken på den anden.

Jeg har på dette tidspunkt været på egen hånd i Vietnam i mere end en uge, og har efterhånden lært hvad tingene koster, og at man aftaler prisen for især denne slags ting på forhånd. Jeg kommer med et bud på en pris inden turen starter, og de snakker om at det er kinesisk nytår og ser meget glade ud. Da jeg bliver læsset af, finder jeg det beløb frem jeg har tilbudt dem. Den ene hidser sig op og kræver 3 gange så meget. Det går her op for mig at jeg befinder mig i en dum situation. Klokken er ved at være 04.30 om morgenen, der er ikke et øje at se i det gydelignende område vi står i hvor der ihvertfald bestemt ikke er det hotel jeg skal finde. Og jeg er meget alene overfor to mænd der ikke er tilfredse. Mine overvejelser er mange på det her tidspunkt. Nok er vietnamesiske mænd ret små ifht mine 178 centimeter. Jeg er et lille år forinden startet til boksetræning, så jeg om ikke andet føler mig i stand til at slå fra mig hvis jeg skulle ende i sådanne situationer. Men jeg har ingen erfaring med reelle slagsmål. Og jeg aner ikke om de to herrer er udstyret med nogen form for våben.

Jeg kan mærke panikken idet den ene ret aggressivt begynder at gå over mod mig der står med ryggen mod en mur. Da jeg får drejet hovedet, ser jeg en åben café for enden af gaden. Her er et par lyshårede mandlige turister, og jeg skønner at det nok er en rigtig god idé at komme over til dem meget hurtigt. Jeg har fat i min lille rygsæk, og får hurtigt snuppet den store fra den anden knallert. Pengene kaster jeg efter dem imens jeg haster over mod caféen. Stakåndet kommer jeg derhen, hvor en sød servitrice spørger mig om jeg er ok. Det er jeg ikke. Jeg er rigtig pisse bange.

Mændene opgiver og begiver sig videre for at finde et andet offer, og jeg sidder på en café med en kop kaffe og finder ud af at det hotel jeg har booket, ikke har særlig meget andet end en uopdateret profil på hotels.com.

Senere på dagen finder jeg ud af at hotellet slet ikke findes, og jeg begiver mig ned til stranden hvor jeg ser på solopgangen og spekulerer over hvad fanden jeg egentlig laver i Vietnam, alene og uden et hotel for natten.

Da solen er stået op, ser alt lidt klarere ud, og jeg får fundet mig et hotel. Den sidste nat inden sidste del af eventyret: easyriderturen ned til Ho Chi Minh.

Da jeg havde besluttet at rejse ned igennem Vietnam, besluttede jeg også at noget af turen skulle være med en easyrider.

Som nævnt tidligere, er der uendeligt mange scootere og motorcykler i Vietnam. Og turister! Så på praktisk talt alle gadehjørner kan du finde en der er villig til at køre dig stort set hvorhen du lyster. Fællesbetegnelsen for dem er easyriders.

Jeg havde fået anbefalet en specifik person af min veninde, og tog kontakt til ham. Han kørte for en anden fyr, som havde et antal easyriders til at køre for sig. For 70$ pr dag, kunne vi klare turen fra Nha Trang til Ho Chi Minh city. De pointerede at det var en lang distance at tilbagelægge på blot 3 dage, men tog turen alligevel.

En eller anden dag lærer jeg vel at stole på andre mennesker, og rette mig efter hvad de anbefaler. Ihvertfald blev turen en ret dyr lærestreg. Den sluttede brat med en solid nedsmeltning til undertegnede bestående af et mix af hedeslag og ren og skær fysisk udmattelse.

Min chauffør og jeg kunne ikke kommunikere, så jeg var ret usikker på hvad planen egentlig var. Aftalen var at vi løbende holdt pauser, og at vi på vejen ned til Ho Chi Minh skulle se blandt andet et vandfald, en kaffeplantage og en fabrik hvor de lavede silke ud af en form for silkelarver.

De overholdt deres del af aftalen, og alt var faktisk ret fint. Men siden min mave gav op allerede en uge inde i den 2 ugers tur jeg var på, havde min fysik det ikke godt. De lange nætter i sovebusser ned igennem landet hvor jeg måtte dosere mine diarrepiller så det ikke blev akavet havde tæret noget på mig, og resulterede til sidst i at jeg simpelthen gik i stykker. Da vi holdt et stop et sted hvor man kunne få en cola, og ligge sig i en hængekøje brød jeg sammen, og kunne ikke holde op med at græde. Jeg var helt færdig, og kunne ikke holde tanken ud om at komme op på motorcyklen igen.

Trods vores udfordringer med at kommunikere, fik vi ret hurtigt arrangeret at min tur sluttede lige der. Jeg blev sat på en minibus med aircondition, og kørt de sidste par timer til Ho Chi Minh hvor jeg fik fundet mit hotelværelse, og gik kold på min seng. Der iøvrigt stod på et værelse uden vinduer.
Ho Chi Minh var varm. Som i alt alt for varm for en rødtop som mig. Et godt stykke over 30 grader, og forurening der hang tungt i luften.
Jeg havde en enkelt overnatning der, før jeg skulle op og med et tidligt fly næste morgen, og egentlig afsluttede min ellers ret fantastiske tur på en lidt uheldig måde.

Vietnam var for vild! Jeg vil så gerne tilbage dertil og spise mig igennem virvaret af Bah Mih og lækre retter igen!

Me Linh Coffee Garden