Mexico på 14 dage

14 dage med tacos, guacamole, mescal, græshopper og virkelig meget bønnemos. Velkommen til Mexico!

Jeg har altid forbundet Mexico med tequila, nachos, narkosmugling og af en eller anden grund æsler. Heldigvis indeholdt vores tur til Mexico blot 3 ud af de 4.

Vores tur var arrangeret af det danske rejsebureau Hannibal Rejser, der havde et samarbejde med et lokalt bureau som stod for at arrangere de forskellige lokale guides der viste os rundt. I vores dialog med søde Bibbi fra Hannibal Rejser, skulle vi komme med ønsker til hvilken type overnatning og hvilken prisklasse vi var ude efter. Her gav vi udtryk for at der gerne måtte være rent og pænt på de forskellige hoteller. Det må man sige der var! De fleste overnatningssteder var i hvad jeg vil kalde luksusklassen, og nærmest placeret lige oven på rådhuspladsen i de forskellige byer. Rigtig positiv oplevelse, men en anden gang tror jeg lige at vi skruer lidt ned for ønskerne. Det føles lidt spøjst at ankomme til noget der ligner D’ Angleterre iført klipklapper og småsnavset backpack 🙂

Vi mødtes på hotelværelset i Mexico City midt om natten. Jeg var godt træt efter en uge i Costa Rica på egen hånd, og lå og sov da Jesper trådte ind på hotelværelset midt om natten. Et par timer senere mødte vi op i hotellets restaurant til morgenmad. Jeg havde glædet mig til at se hvad Mexicos morgenmadsbord havde at byde på, og jeg blev absolut ikke skuffet! Et massivt opbud af lukkede stålfade mødte os da vi trådte ind, og efter en gennemgang af samtlige, kunne vi konstatere at morgenmaden kom til at bestå af kød. Og rigtig meget af det! Alt enormt velsmagende, og ikke nær så stærkt som mine smagsløg ellers havde frygtet lidt.

Den første hele dag havde vi på egen hånd. Godt fodrede af på hotellet og bevæbnede med Google Maps på telefonen, begav vi os på oplevelse i Mexico Citys gader. Kalenderen sagde 6. januar, datoen for Hellig Tre Konger, som er super hellig i Mexico. Af denne grund var en masse mennesker stimlet sammen på rådhuspladsen, og der var den der højtidsstemning som vi hjemme blot oplever til jul. Chaufføren der havde fragtet både Jesper og jeg fra lufthavnen og til hotellet, fortalte at højtiden i store træk svarer til juleaften med gaver og fridage.

Netop af denne grund var der ikke så mange mennesker rundt omkring i byen som vi havde forventet. Vi begav os mod Mercado Roma en god gåtur væk, som viste sig at være en nærmest tro kopi af det nye Boltens Gård i København. Her fik vi turens første guacamole og fremragende specialøl. Indtil videre ret så godkendt!

På dag 2 var festivitasen fra dagen før ovre, og menneskerne var vendt tilbage til gader og stræder. Dagen gik med en tur ud til asteker pyramiderne og en meget opstillet turistet oplevelse hvor vi af vores chauffør blev placeret ved en buffet med autentiske retter, imens et mariachiband spillede meget højt ved bordenden. Naturligvis med forventning om betaling efterfølgende. De blev efterfølgende afløst af trommespillende halvnøgne mænd klædt ud som indianere. Arrangementet var langt fra min kop the, hvilket jeg havde ret svært ved at skjule. Pyramiderne og historierne om menneskeofringerne var dog vilde nok, og klart en oplevelse værd!

Sluppet løs i Mexico Citys gader efterfølgende, blev vi bombarderet med indtryk: små drenge med guitarer sang, spillede og tiggede om mad og skillinger på strøget, menneskemængden var overvældende, og larmen ligeså. Vores halse var så småt begyndt være irriterede og vi følte os begge lidt småsløje med hævede mandler.

Heldigvis skulle det vise sig at det “bare” var Mexico Citys luftforurening der drillede, for da vi på 3. dagen satte os ind i en bus der skulle transportere os til Oaxaca, forsvandt alle halsrelaterede gener i løbet af kort tid.

Eftersom mad var lidt af et tema på turen, havde rejsebureauet planlagt at vi skulle en tur til Oaxaca. Her mødtes vi med en fantastisk guide som tog os med til de lokale markeder hvor vi skulle købe ind til vores frokost. Gode tips blev delt, eksempelvis er det en rigtig god idé kun at købe græshopper af sælgerne der står indenfor, da de dermed ikke har fået så meget varme og skidt som de der bliver solgt på den anden side af muren, langs gaden.

Vores guide var fabelagtig, og virkelig passioneret omkring mad og formidling af mexicansk historie. Vi havde en absolut fremragende dag, der blev sluttet af med mezcalsmagning.

Oaxaca er (åbenbart) ret kendt for deres mad generelt. Især deres mole (en form for virkelig tyk sovs med op imod 100 forskellige ingredienser i, heriblandt ret mange slags chili).

Vi havde en enkelt fuld dag at udforske byen i. Her fandt vi forskellige madmarkeder, små lækre madkollektiver og hønsefødder der strittede i en sådan grad at de måtte have et billede med på vejen.

Hvis man har planer om at besøge Mexico, og er bare en smule til  spændende kolinariske oplevelser, er Oaxaca et must-see!

En lang bustur senere, ankom vi til Puebla. Her blev vi på den første hele dag guidet rundt af en lokal guide. Jeg havde følelsen af at han kunne tale adskillige dage om områdets historie, og verdenshistorie i det hele taget. Puebla er på UNESCOs liste over verdensarvsområder, da meget af den spanske arkitektur fra kolonitiden er bevaret. Det var han -forståeligt nok, meget optaget af. Fokus for vores rundvisning skulle have været på mad som i Oaxaca. Her blev historie dog det bærende element, og maden fik en form for birolle.

En af de ting jeg vågnede lidt op af, var da han ledte os ind på Biblioteca Palafoxiana. Grundlagt tilbage i 1646, anses det i dag for at være Amerikas ældste offentlige bibliotek. Det der med at mærke historiens vingesus når man besøger bestemte steder i verden.. Den følelse havde jeg der. Om det var min fascination af biblioteker i det hele taget, eller vores guides kæmpe indlevelse i emnet, skal jeg ikke kunne sige. Men der skete et eller andet fedt der! 🙂

Udover et storslået bibliotek, bød Puebla på en masse smukke farvestrålende bygninger. Helt enormt mange af dem faktisk. Jeg stillede vores guide samme spørgsmål som jeg havde stillet guiden i Oaxaca. Nemlig: Hvordan kan det være at alle facaderne er så farvestrålende? Svaret var præcis det samme som i Oaxaca. Guiden havde slet ikke lagt mærke til det, og så det ikke som noget specielt.
Jeg har samlet en god håndfuld facader fra de forskellige byer vi besøgte. Så kan I selv bedømme..

Efter endnu en lang bustur, ankom vi til Guadalajara. Her var planen at vi skulle have to overnatninger, og på den ene fulde dag vi havde, skulle vi se en tequilaplantage.

Da vi ankommer til hotellet er vi på dag 8 af vores rejse, vi har set 3 vidt forskellige byer, har siddet mange lange timer i bus mellem dem, og er i det hele taget ved at være godt trætte i hovederne. Vi bliver efter en god lang nats søvn hentet på hotellet af vores privatchauffør der skal køre os ud til tequilaplantagen. På vejen derud får vi af vide at vi har to valgmuligheder i forbindelse med vores tequilaoplevelse. Vi kan vælge det sted hvor vi får et foredrag, og skal se en video om Tequila og den famøse drik. Eller vi kan vælge et sted hvor vi bliver kørt ud på selve marken og får at se hvordan de høster agaveplanten, og efterfølgende få en rundvisning på destilleriet. Vi valgte nummer 2.

Da vi ankommer til stedet, bliver vi sammen med de andre turister gennet op i en vogn der skal køre os ud til marken. Her får vi tildelt hver vores stråhat, og får at se hvordan guiden “høster” en agave. Altsammen voldsomt opstillet, og ikke i nærheden af den forestilling jeg havde om at se og opleve en ægte tequilaplantage, og arbejdere og æsler i live action. Heldigvis havde jeg godt selskab og tequila, så vi fik det bedste ud af situationen med nogle obligatoriske turistbilleder og en masse smagsprøver på destilleriet 🙂

Tilbage i Guadalajara igen var vi blevet sultne, og fandt ved hjælp af en anbefaling i Lonely Planet, det vildeste madmarked jeg har oplevet. En masse små køkkener samlet på et enormt areal, omkranset af hvad der bedst kan betegnes som en krydsning mellem en bazar som man kender det fra eksempelvis Istanbul, og gadesælgere. Fødevarestyrelsen ville have lukket det på stedet hvis det fandt sted i Danmark. Der var intet udluftning, alt virkede lidt snusket, og der var stuvende fyldt af glade lokale kunder. Her fik jeg mig en decideret rejecocktail. Serveret i et milkshakeglas. Det smagte fuldstændig fantastisk, og stedet er et af de der steder der virkelig har brændt sig fast på nethinden. Jeg har flere  hundrede billeder med hjem fra hele rejsen. Men blot et enkelt fra dette sted. Jeg var simpelthen for overvældet til at tage mig sammen til at tage billeder af det!

Dagen efter gik turen mod sidste destination: Sayulita. Med 4 overnatninger planlagt på et lille boutique hotel med pool og udsigt til stranden, var det planen at vi skulle koble helt af indtil turen gik tilbage til Danmark.

Sayulita er en gammel fiskerby, som turisterne langsomt men sikkert er ved at få øjnene op for. Når man går rundt i byen er der kun sporadisk med lokalt liv tilbage. Resten er overtaget af mestendels amerikanske turister, og overalt skyder hoteller op. En tur på stranden byder på udsyn til adskillige surfschools og gadesælgere, personer der administrerer strandstole udlejning, og amerikanske turister.

Jeg skal være den første til at indrømme at jeg lige skulle vænne mig til det. For det var virkelig turistet, og virkelig overvældende. Jeg har aldrig været på charterferie, og har aldrig gjort mig i at ligge og stege på en strand. Med andre ord var jeg nu på komplet fremmed territorie, og vidste ærlig talt ikke rigtigt hvordan man gjorde. Planen om at slappe af ved hhv. pool og strand i 4 hele dage var svær at igangsætte. Lidt mere end en uge med fuldt program i 4 fremmede byer får ligesom éns hjerne op i omdrejninger, og at forvente at man bare sådan lige kan komme helt ned i gear var måske lige optimistisk nok.

Men det gik. Og det gik faktisk fremragende da vi lige fik landet ordentligt og fik dannet os et overblik over de nye omgivelser. Vi fik spist masser af lækker mad,  og chillede på stranden og ved poolen.
En af aftenerne havde vi fundet frem til en restaurant på stranden, og med en pæn mængde piña coladas indenbors, blev der under palmerne snakket fremtidsplaner på den der måde hvor alt er muligt og lidt magisk.

Da restauranten lukkede, gik turen tilbage til byens centrum hvor vi foran en form for åbent diskotek med dejligt meget hip hop på playlisten, faldt i snak med en Snoop Dogg dobbeltgænger fra Frankrig, der netop var flyttet til Sayulita med sin søde kone. Planen var at han skulle producere musik, og at de vidst skulle udleje noget af det hus de havde købt, til turister. De var flyttet uden sikkerhedsnet, til hendes families store forfærdelse. Fordi de kunne, og fordi de havde lyst til at være tættere på naturen i et nyt land.
Efter oplevelsen med Majbrit og Kim i Costa Rica, ville jeg lyve hvis jeg sagde at det ikke satte gang i et væld af tanker om bare at kaste sig ud i eventyr uden at tænke på andet end hvad man har lyst til.

Den sidste dag i Sayulita skulle der ske noget. Vi fandt frem til et turistbureau der arrangerede vandreture, og fik booket os ind på en sunset tour op på et bjerg ved navn Monkey Mountain. Det var edderhårdt! Turen op af bjerget tog ca. 2 timer, og bød på kæmpe edderkopper, balancegang på smalle stier og klatren op af stejle skråninger ved hjælp af reb. Jo højere vi kom op, jo flere propper kom der i ørene, og sveden drev af os begge.
På toppen var det dog det hele værd! Med rystende ben fik jeg placeret bagenden på toppens højeste sten ved siden af Jesper og vores guide, og jeg havde følelsen af at være klatret op på toppen af verden. Gribbe svævede tæt over hovederne på os, og nedenfor kunne vi se resten af junglens tag. Min højdeskræk blev i den grad udfordret!

Solen gik ned, og det var blevet tid til at komme ned af bjerget igen. Udstyret med pandelygter og for mit vedkommende angst for i mørket at komme til at støtte mig op af et træ eller en sten med en af de der store edderkopper på, gik turen langsomt ned af kuperede stier med masser af grus og andet spændende man kunne skvatte i.
Hele tiden havde jeg følelsen af at der ikke var noget som helst sikkert ved det vi havde gang i. Det var ikke designet til at være safe, og vi havde på forhånd underskrevet papirer der fritog guide og selskabet bag for alt ansvar for vores sikkerhed. Det lyder lidt småtosset, men det var ligesom med til at give oplevelsen det lille ekstra.

Da vi vågnede med ømme ben dagen efter, gik turen hjemad.
Pga. lidt udfordringer med flyet inden afgang fra Mexico, blev vi forsinkede til vores connecting flight i Atlanta.
Da vi landede havde vi blot 40 minutter til at finde vej igennem lufthavnen, komme igennem sikkerhedskontrollen (fordi, USA..) og komme ombord på det fly der skulle tage os til Europa til endnu et fly der skulle bringe os til København.
Fra vi kom ud af Mexico flyet, foregik de efterfølgende 40 minutter i løb, og det føltes som om at vi genindspillede en Alene Hjemme scene. Men vi nåede det, og kom stakåndede ombord på flyet.

Alt i alt: Mexico er fuldstændig fabelagtigt, landet er knaldfyldt med farver, smage og virkelig meget verdenshistorie.
Vi kommer gerne igen en anden gang!