Alene i Miami
Min første solorejse var i 2012, og jeg har sidenhen været afsted alene så ofte jeg har haft mulighed for det. Det kan altså et eller andet.
De seneste par år har jeg rejst i Grækenland, Irland og Vietnam uden rejsemakker. Til min mors absolutte skræk naturligvis.
Der er noget helt særligt ved at rejse alene. Som person er jeg ikke den mest udadvente, men når jeg er afsted alene, har jeg ikke andet valg end at åbne munden og snakke med fremmede mennesker. Det afføder ofte ret pudsige samtaler med folk jeg møder, som da jeg mødte Timothy på Miami South Beach. (Se billede nedenfor).
Timothy var på ferie i Miami, som så mange gange før. Og han havde fundet en skyggeplet på promenaden, som han sad og hyggede sig i.
Først var jeg overbevist om at han var hjemløs. Han havde et tæppe der var gennemvædet af vand som han brugte til at køle sig ned med. Jeg sad ved siden af ham og drak noget vand, og prøvede at få styr på mig selv efter en gåtur i 32 graders varme.
Før jeg vidste af det, sad vi og snakkede om en luftballon vi kunne se ude over vandet. Han var overbevist om at man ville dø hvis man pludselig faldt ned. Jeg var ikke helt enig, og pludselig snakkede vi om kæmpe rutchebaner, og ting som man bare SKAL prøve før man skal herfra igen. Om ikke andet for at kunne fortælle sine venner om det.
Jeg ved stadig ikke om han er hjemløs, og spørgsmålet er om det reelt betyder noget..
Lidt mere urbex
På en solorejse er der frihed til at gøre lige netop hvad man har lyst til, og ingen himler med øjnene når man for 3. gang i løbet af en dag sætter sig på en café med en iskaffe. Og man kan finde på alle de udflugter man har fantasi til.
Jeg havde inden afrejse fundet et forladt og øde Marine Stadium på en urbex blog, der skulle udforskes, og havde en drøm om at prøve at snorkle.
Marine Stadium var der, lige midt på en kæmpemæssig parkeringsplads, uden et menneske i sigte. Jeg gik ned til vandet, og kunne lige netop, uden at få våde sko eller noget, komme over på den anden side af hegnet. Bevæbnet med kamera og en tripod, gik jeg på urbextur.
Lige idet jeg skal til at kravle op så jeg kan se alle tilskuerpladserne, noget jeg virkelig havde set frem til, hører jeg en stemme: “ma’m you’re not supposed to be here”. Fucklort altså, ikke igen!!
Ikke så meget som et eneste videokamera i sigte, og ingen tegn på at jeg ikke skulle være hele alene herude, står en irriterende vagttype står lige over mig og smilende beder mig smutte. Ude på den anden side af hegnet igen spørger jeg ham hvorfor han holder vagt på et sted der ikke længere har en funktion, og som bare ligger øde hen. Hvortil han svarer at det er farligt at være derinde efter en orkan havde hærget det. Øv. (Billeder nedenfor).
Første snorkeltur ud for Miamis kyst
Min første snorkeloplevelse blev med Deco Divers. Indehaveren, Ani Gonzalez var kaptajn på båden, og havde en evne til at få en rookie som mig til at føle mig helt tryg, selvom jeg var temmelig usikker på hele situationen.
Imens vi ventede på at skulle ud med båden, faldt jeg i snak med to amerikanske kvinder der var meget passionerede omkring dykning, og som tog mig under deres vinge da jeg fortalte at det var min allerførste tur med snorkel.
Turen gik godt. Der blev ikke kastet op udover rælingen, der blev slugt virkelig meget saltvand fordi det åbenbart faktisk er svært at trække vejret kun igennem munden, og jeg fik set little fishies som kaptajn Ani kaldte dem.
En af de to spots vi var ude på, var en undersøisk begravelsesplads. det gik under navnet Neptune Memorial Reef. Her var det muligt at få sin aske begravet til søs, i en af de store cementstrukturer der var sænket ned på havbunden.
Summa summarum, og det jeg vil med indlægget her er at svare alle dem der har spurgt mig om ikke jeg keder mig på mine soloture. Svaret er et højt og rungende nej. Rejser alene er anderledes, men de er absolut oplevelsen værd! Om ikke andet, så synes jeg klart at man skal prøve det, før man ved om man kan lide det. Det er lidt ligesom med rosenkål! 🙂
