En uge på egen hånd i Costa Rica

Costa Rica er frodigt, smukt og meget mere moderne end jeg havde regnet med. 

Her i landet med flotte strande, frodige regnskove, smukke bjerge og flere abearter end du kan tælle på dine hænder, kan du bruge dit visa/dankort stort set alle steder. Hvorend du kommer hen er det muligt at få adgang til deres wifi, og på hoteller opfordres du til at passe på miljøet ved at drikke vandet i hanerne, ikke købe plasticflasker og i det hele taget passe på planeten. Det er altså fandme sejt!

Anyways, min tur til Costa Rica er en del af en større rejse, hvor jeg starter med en uge på egen hånd i Costa Rica og blandt andet skal besøge nogle venner der er flyttet herned, og senere mødes jeg med Jesper i Mexico hvor der venter 14 dages rejse rundt i landet. Meget mere herom senere!

Jeg var blevet anbefalet at droppe San José helt i min planlægning, og i stedet bruge min energi på resten af landet og naturen.

Dog havde jeg læst om et stort marked ved navn El Mercado Central, og planlagde derfor en hel dag i San José så jeg kunne tage billeder af det jeg forestillede mig var et kæmpe marked med glade overskudsagtige mennesker, frisk frugt i hobevis og i det hele taget hvad der burde være en fuldstændig fremragende fotosession.

Sandheden var imidlertid en anden. Som lyshåret kvinde får man uforholdsmæssigt meget opmærksomhed sådan et sted. På den der lidt ubehagelige måde hvor mænd bare råber efter dig på gaden. Hvis du er heldig bliver du også passet op af en kvindelig prostitueret med indledningen “hey honey” og tilbud om at hjælpe mig med praktisk talt alt, mod lidt betaling. Og selvfølgelig kan hun også eskortere mig over til nærmeste atm så jeg kan hæve nogle penge til hende. Oven i den voldsomme mængde opmærksomhed skal lægges ca 25 graders varme, menneskemylder på de smalle fortove og en tung stank af fordærvede madvarer der ligger rundt omkring på gaden.

Jeg holdt maksimalt en halv time, så stak jeg halen mellem benene og fandt mig en zoologisk have at bruge resten af dagen i, imens jeg håbede at kunne få muligheden for at se alle dyrene i deres naturlige habitat senere på turen.

At rejse alene er blevet lidt af en ting for mig, for det kan et eller andet særligt. Det er pis-hamrende hårdt for at sige det ligeud, og decideret udmattende, for du skal hele tiden være på, og der er ikke nogen der kommer og hjælper dig med at træffe beslutninger og tage styringen lidt. Men det er stadig fedt!

En af de ting jeg elsker allermest ved at rejse alene, er de dybe samtaler med fremmede man aldrig ser igen. Mit bud på hvorfor samtalerne bliver så dybe er netop at man ikke forventer at møde hinanden igen. Det er dermed uforpligtende på en eller anden måde. Og når man rejser alene, og dermed har temmelig meget tid uden menneskelig interaktion, har man et naturligt behov for at tale med andre personer, uanset hvor introvært man måtte være.

På denne tur skulle jeg bruge 5 timer i en shuttlebus fra San José til Uvita. Her mødte jeg Amber, en 30 år gammel australsk digital nomade som efter at have arbejdet med forskellige typer kræftbehandlinger, var gået over til at arrangere retreats med foks på åndedræt og indre ro.

Hun fortalte at hun engang havde mødt én som sagde “your 30’s are your fuckoff years” Ment på den måde at du i 30’erne allerede har, eller snart får nok af ting der ikke er værd at spilde tid på. Som menneskelige relationer der ikke er gode for dig, eller dårlig kaffe.

Det afspejler på mange måder min Costa Rica tur. Jeg har droppet hostels til fordel for hoteller, jeg har lejet en bil at køre rundt i, så jeg slipper for alt for meget offentlig transport, og har i det hele taget med tiden fået et andet forhold til det der med penge. Det handler stadig meget om at få set og oplevet så meget som overhovedet muligt imens jeg er på planeten. Jeg er blot blevet mere opmærksom på kvaliteten af de oplevelser jeg bruger penge på nu.

Det var rigtig meget snak om alt andet end den tur jeg er på nu. Back to business!

Efter at Majbrit og Kim havde været virkelig søde og sikret sig at jeg ikke flippede helt ud over min lejebil der var bestilt med manuelt gear og 4-hjulstræk, og som havde hverken eller, gik turen til Sierpe.

Her havde jeg booket en bådtur hos et firma der hed Kokopelli Tours. Grundet en kommunikationsfejl mellem mig og dem der havde firmaet, fik jeg min helt egen guide og kunne således frit hoppe rundt mellem alle bådens sæder. Ok luksus. Min søde guide forklarede om samtlige dyr vi kom forbi på turen, og var vanvittigt god til at spotte diverse aber, fugle og leguaner imellem blade, buske og træer. Kronen på værket var da vi steg ud af båden og stod og så aberne springe fra et træ til et andet lige ved det som guiden kaldte for monkey highway. Da jeg spurgte ind til hans viden om de forskellige arter, forklarede han at man skal have en speciel guideuddannelse hvor man bliver skolet i Costa Ricas dyreliv, for at få lov til at kalde sig certificeret guide.

Bonusinfo: Når papegøjeungerne bliver store nok, er deres eneste mål at finde en partner. Når det er gjort, er de sammen resten af livet. Sådan er det bare, og det er i grunden lidt fint.

Hvad får man egentlig tiden til at gå med som turist i Costa Rica? Det skal jeg sige dig. Man fyrer virkelig mange penge af! Costa Rica er ikke billig, tværtimod. En overnatning på et lækkert sted starter på 60$ pr. nat, og de forskellige aktiviteter starter på 40$ og opefter.

Men helt ærligt. Hvor ofte befinder man sig i Costa Rica? For mit vedkommende ikke nok! Så man giver den gas! Man galoperer på stranden med en enkelt hånd på tøjlerne i bedste westernstil, man bader i vandfald, ser på vilde dyr, og kører i virkelig mange bjerge!
Og så husker man at bestille en lille hytte på et sted der hedder Pacific Edge, lige uden for Uvita. Så kan man nemlig ligge og flyde i poolen, imens man ser solnedgangen over stillehavet, og prøver at gennemskue om det nu var en ørn, grib eller papegøje der løj forbi.

Og så vænner man sig ret hurtigt til at stå op og gå i seng med solen. Især fordi brøleaberne er vildest ved solopgang, og man snyder sig selv for en vanvittig oplevelse hvis ikke man bare en enkelt gang står op før solen og lytter til virvaret af dyrelyde i den tidlige morgen.

Monteverde er et bjerg. I 1951 bosatte en gruppe amerikanske kvækere sig der, og levede i fred og fordragelighed af jorden og deres kvæg. Lige indtil National Geographic i 90’erne var så venlig at kalde området for “paradis på jord”. Monteverde er nu overrendt af turister, bebygget af hoteller og hjem for adskillige adventure parks hvor man blandt andet kan zipline ned over skoven. Der hersker stadig i dag en krig mellem hvorvidt vejene skal asfalteres. Her har de der har lobbyet for asfalterede veje og dermed givet let adgang for turister som mig, indtil videre vundet kampen.

Jeg var hjemmefra blevet udfordret til at zipline ned igennem skoven. Det kom ikke til at ske. Til gengæld har jeg gået på hængebroer mellem trætoppene, hvilket min højdeskræk synes er næsten lige så frygtindgydende.

Ærlig talt så er jeg lidt i dilemma ifht. Monteverde. Det føltes ubehageligt at være i byen hvor der ikke fandtes andet end souvenirbutikker og restauranter. Det er som om at al turismen på hele bjerget er samlet ét enkelt sted, hvilket bliver meget overvældende i længden. Og omvendt så er det altså virkelig fedt at gå på hængebroer og få en grundig introduktion til dyrelivet, og være helt tæt på kolibrier i deres naturlige habitat!