Tyve dage.

Tyve dage plejer at være lang tid. Så hvorfor føles det som om vi skal af sted i morgen?

Flybilletterne er købt, den sidste af vaccinationerne er pumpet i blodet (eller hvor de nu smider det hen) og Stine kan ikke holde op med at synge den der sang …
Og jeg glæder mig! Jeg glæder mig til at udvide min horisont, jeg glæder mig til at undervise i skak, jeg glæder mig til at se min far (glædelig fars dag!) og jeg glæder mig til at rejse med Stine.

Men samtidig begynder sommerfuglene at blafre i maven. Der er så mange ting der ikke er på plads endnu, og om lidt sidder vi i flyet. Skakspillene er ikke på plads endnu, jeg har kun ét par shorts i skuffen og stadig ingen sandaler. Vi når det aldrig!

Jeg bryder mig slet ikke om at rejse. Eller jo, jeg bryder mig om at rejse, men jeg bryder mig ikke om at efterlade. Vi efterlader jo ikke bare Danmark, men også venner og job. Verden står ikke stille mens vi er væk, og det irriterer mig, det kunne den godt lige. Jeg har selvfølgelig ekstra god grund til at blive hjemme, med et forhold der nu går på 5. måned, og som jeg bestemt ikke har lyst til at give en måneds pause ?

Men ja. Ham dér der sagde, at det at rejse er det samme som at leve, har vel også siddet med pre-rejse-stress og revet sig i håret en gang eller to. Det tager vi med, og så, på trods af mine irrationelle bekymringer, må jeg jo sige at vi faktisk er klar til at tage af sted.

Takket være rejsekammerat Stine som nu, mere end en gang, har taget teten og sørget for at gøremål bliver gjort når de skal gøre og at ord bliver sagt når de skal siges.

Det er nu det sker. Jeg håber at Ghana er klar til os, for vi tager af sted i morgen + nitten dage!

– Kenneth