Busunu – En landsby i Ghana
Vel tilbage i huset hos Kurt i Tamale efter 3 nætter i Busunu. Busunu er som nævnt målet for vores arbejde hernede, det er her vi underviser i skak og skal lave bibliotek og learning landscape.
Busunu er en landsby uden andre toiletter end det den katolske præst har hos sig.
Det er også en landsby hvor hver familie har en elektrisk pære hver, som de betaler for at få lys fra hver eneste måned.
Busunu er en landsby uden skraldespande, med geder, hunde, katte, får og køer over det hele.
Mændene driver landbrug så der bliver mad at stille på bordet.
Kvinderne bearbejder møjsommeligt de shea nødder de plukker langt ude i bushen.
Det er en landsby hvor indbyggerne finanserer skolegang ved at sælge det shea butter de selv fremstiller.
Det får de ikke mange penge for, men det er deres eneste indtjeningskilde, foruden drift af småboder og salg af mad til resten af byen.
Busunu er fattig. Sådan på den rigtige måde.
Men forældrene prioriterer penge til børnenes skolegang højt. For de børn der sover på gulvet på farverige måtter.
Busunu er en landsby hvor børnene ikke brokker sig, men hvor de hjælper til derhjemme uden at blive spurgt.
De ved nemlig godt at det er dét som gør at de fortsat kan gå i skole.
Busunu er en landsby hvor al mad bliver tilberedt over bål. Enten ris, fufu eller banku. Med sovs.
Busunu er en landsby hvor de lokale (ikke præsten og hans stab selvfølgelig) går ud i bushen og sætter sig når de skal “free themselves”
Børnene går i skole her, og det er smukt. Forældrene har lige præcis råd til at betale for deres skolegang, uniformer og bøger.
Børnene går i junior high i Busunu. Der er to skoler i landsbyen. Når de er færdige her tager de til Tamale og går i senior high. Når de er færdige her er tanken at de skal tage til Accra og gå på universitetet. Men langt fra de fleste har råd. De bliver stoppet af noget så banalt som pengemangel. Tilbage står de og kan læse, regne og skrive. Og bearbejde sheanødder.
Nogle kommer på universitetet, men det er langt fra størstedelen. Ufaglært arbejde i de større byer og arbejdsløshed er udpræget.
Jeg skammer mig over mit tidligere brok over for lidt i SU, og ville ønske jeg kunne redde verden.
I Busunu kan man se stjernerne, og folk arbejder hårdt for at få noget at spise.
Børnene leger med tøndebånd og øver sig på at regne og skrive.
De voksne bukker dybt for de ældre de møder og siger awooo.
Høvdingen sidder i sit hus og hilser på de besøgende, beskytter af sine krigere.
Hos ham står trommerne som bruges til at samle folk i forskellige anledninger.
Busunu repræsenterer en helt anden kultur, og efter 80 km bumletur træder man ind i en helt anden verden.
Busunu er smuk og fredfyldt på sin helt egen måde, og jeg glæder mig til at komme tilbage dertil på mandag.
-Stine
