“Det er hårdt at være mig.” Citat mig. Sådan siger jeg tit til damen derhjemme, som en velment joke vel at mærke, og vi griner. I den sidste halvanden uges tid har den joke ligget ubrugt hen. Her til morgen fik blev den luftet igen.

Dagen i går sluttede med en kvalme og lidt svimmelhed, hvilket aldrig er et godt tegn. Så da jeg vågnede i dag og følte mig frisk, var jeg klar på en ny start. Jeg tænkte endda at jeg ville gå ud over mig selv, og lave nogle dejlige spejlæg til folket, så vi slap for at spise det daglige kedelige stykke hvide brød med syltetøj, (som åbenbart er det eneste folk spiser til morgenmad hernede, endda nogle gange uden syltetøjet).

Jeg fandt en pande frem, som efter ghanesiske standarder ikke var en flad pande, men en buet en. Her burde en alarmklokke nok have ringet. Jeg tændte op, hældte olie i, lod det varme og fandt æggene frem. Jeg bemærkede ikke at al den kogende olie samlede sig i en pøl i midten, og da jeg dumber ægget, var der et fint plask af olie ud over min bare mave… Så nu har jeg også prøvet at få andengradsforbrændinger på maven, og den gode start på dagen blev stoppet brutalt. Hvor er det er hårdt at være mig.

Men når jeg sidder hvor jeg gør, (eller ligger med et vådt klæde over maven som situationen forlangte,) så er det svært for mig at brokke mig. For selvom jeg har spildt kogende olie på min mave, så ved jeg at 100 meter fra mig er der folk der har det værre, og det var egentlig det den her blogpost skulle handle om.

Der er mange indtryk og kulturelle forskelle vi gerne vil blogge om, men det virker forkert og ufuldstændigt hvis man ikke starter fra bunden. Jeg har forsøgt siden vi kom herned, at sætte mig ind i deres kultur, at forstå hvordan de tænker, for bedre at se hvordan vi kan hjælpe dem fremad. Eller rettere, hvordan vi kan hjælpe RADO med at hjælpe dem fremad.

Mit førstehåndsindtryk, fra vi stod i Accra og til nu, er at det allerede går hurtigt fremad. Ghana er meget tydeligt et land i udvikling. Der bygges overalt og gaderne er travle, vi har snakket med studerende der har store ideer og som skriver projekter om hvordan tingene kan forbedres. De har demokrati, og her i december er der valg, så der er kampagner der promoverer fred og fremskridt. Mit førstehåndsindtryk er derfor, at de måske slet ikke har brug for mig, eller Stine, eller RADO. På den anden side kan vi jo ikke skade, og nu er vi her jo, så hvad kan vi gøre?

Rent teknologisk er Ghana virkelig ikke langt bagude, de har allesammen mobiltelefoner og mange har biler. Der er selvfølgelig et stort skel mellem hovedstaden Accra, storbyen Tamale og landsbyen Busunu, men sådan et skel findes også i Danmark, mellem København og en landsby i sønderjylland. Skellet i Danmark er mindre, men Ghana er også dobbelt så stort. Selv i Busunu har de (begrænset) elektricitet og (elendige) computere. Men der går ikke lang tid før de kommer efter det, hvis de fortsætter med samme fart. Delkonklusion; deres problemer ligger ikke i teknologien.

Ret mig hvis jeg tager fejl; jeg husker fra mine historietimer på KVUC, at det første et samfund skal bruge for at udvikle sig, er et overskud af mad. Når føden er sikret kan man tænke på udvikling frem for overlevelse. Det er meget vel at landet udvikler sig teknologisk, det er godt for de rige. Men hvad med de fattige som dør i gaderne? Fællesnævneren for Accra, Tamale og Busunu er at de fattige kæmper for at overleve. Kampen for mad, husly, tøj; det som er nødvendigt for at overleve. I Busunu får de lige nøjagtig høsten til at løbe rundt, med minimalt overskud som de bruger på at sende børnene i skole. Hvis familien er for stor til at brødføde og der ikke er nok arbejde, rejser de unge til storbyerne for at få arbejde. I Accra og de andre storbyer kæmper de håbløst for at få arbejde så de kan leve, men de ender med at sove på gaderne og sulte.

Konklusionen, det jeg forsøger at sige, er at skakundervisning, bibliotek og learning landscape, selvom det er gode idéer, ikke umiddelbart er hvad Ghaneserne har mest brug for. Det er måder at gøre dem klogere på, hvilket vil kunne få dem til at løse deres problemer selv. Det de har mest brug for er mere arbejde, gerne med landbrug så der kan komme den ønskede overflod af mad til deres overflod af mennesker. Og lur mig om ikke allerede RADO har sat det i gang. Min far og Karim ved at Busunu har masser af land der kan pløjes, men at de mangler midlerne til at gøre det. Kort sagt mangler de traktorer. RADO har længe kæmpet for at få fat i traktorer, men traktorer koster penge, og mange af dem. Indtil videre har RADO levet af mine fars tjenestemandspension og nogle få anonyme donationer, som desværre ikke rækker langt nok.

Derfor ligger løsningen et andet sted, Stine og jeg har sat os selv en ny mission, oven i de eksistererende projekter. Vi vil finde ud af hvordan vi fundraiser penge til RADO og idéerne er allerede mange. Både gode og dårlige. Men det bliver en blogpost for sig selv en gang. Jeg har vist trukket den længe nok, og selvom det gik lidt hurtigt hen mod slutningen, lukker jeg af nu. Der er vist også nogle andre der tripper lidt efter at få adgang til computeren.

Nu har jeg lyst til spejlæg.