Første bekendskab med Grækenland og solotur

Da jeg tog til Grækenland i 2017, var det min første helt solotur, hvor jeg tog afsted uden rejsemakker. -Hvis man ikke tæller turen til Irland med selvfølgelig.  Jeg fik en masse selskab af nogle venner af en bekendt, og havde en virkelig dejlig tur, der gav blod på tanden til mere.

Inden afrejse havde jeg kontaktet en tidligere græsk medstuderende for tips og tricks til hvad man bare SKAL opleve når man tager til Grækenland. Han gav mig en lang liste, og fortalte mig at han havde et vennepar der helt sikkert gerne ville hænge ud med mig når jeg kom frem til Athen, hvis jeg havde lyst til det.
Selvfølgelig havde jeg det! På dette tidspunkt brugte jeg en del energi på couchsurfing miljøet, og at fremmede havde lyst til at hænge ud, var nærmere reglen end undtagelsen.

Så jeg fik kontakt til hans venner, som spurgte om ikke de skulle hente mig i lufthavnen og køre mig til mit hostel? Øh. Joeh. Lige der kan jeg huske at jeg blev ramt af en “er det her nu også en god idé?”. Jeg takkede ja og fik mig et gratis lift.

Jeg har ofte oplevet at folk der bor på hostel er meget udadvente, særligt de som rejser solo. Dette hostel var ikke nogen undtagelse. Jeg mødte en meget snaksaglig fyr fra Chile som en dag spurgte om ikke jeg ville med ham og en anden op på bjerget og se udsigten? Selvfølgelig ville jeg det! Vi tog et fremragende selfie på vej derop!

Mit hostel var ikke indrettet til kolde måneder, og med en altandør der altid stod på klem, var det iskoldt alle nætterne, lige indtil jeg fik lokket receptionisten til at flytte mig.

På den nye sovesal mødte jeg Jo. En utrolig energisk engelsk pige som var i fuld gang med at opleve hele verden på egen hånd. Vi tog i byen med nogle andre fra vores hostel en aften, og jeg havde den vildeste bytur, hvor der blev øvet i smalltalk, dårlige dansemoves og i det hele taget at indgå i en gruppe af helt fremmede mennesker. Vanvittig, men super fed oplevelse!

Samme aften havde jeg spist aftensmad hos Vasillis’ venner, der serverede et regulært festmåltid for mig, og i det hele taget behandlede mig som en kongelig. Jeg kan huske at jeg også var med ude at hente deres ældste barn fra noget undervisning, og at jeg i det hele taget følte mig så velkommen at det halve kunne have været nok. Jeg er fra Danmark ikke vant til denne type gæstfrihed, og det tog ærlig talt lidt røven på mig. Men de var så søde, og jeg husker det som at vi havde en masse filosofiske diskussioner, og at jeg virkelig fik øjnene op for hvor meget man får ud af at tale med mennesker man ikke kender, især hvis disse mennesker har en anden tilgang til tilværelsen end en selv.
Dette par var ret kreative og konen prøvede at slå igennem med nogle flotte håndlavede lamper, hun arbejdede på at få solgt til forskellige forretninger. De var livsnydere, og havde et stort netværk de mødtes med på barer rundt omkring i Athen. Jeg blev introduceret for en del af deres venner på et par forskellige barer og cafeer. Pengene var små, men deres drive og mod på livet fik det hele til at lykkes. Meget inspirerende!

I min research forinden bestilling af flybilletter, fik jeg nys om Hydra. En græsk ø der efter sigende ikke havde motoriserede køretøjer. Jeg havde fået indtrykket af at man kom dertil med vandflyver. Da jeg bevægede mig mod havnen for at finde denne, blev jeg svært skuffet. Min vandflyver var en færge. Øv. -Jeg skulle iøvrigt hilse at sige at det er svært at finde en specifik færge når man tror man leder efter en vandflyver! Anyways. Hydra  er en lille ø med æsler ventende på kajen til at transportere gæster til deres hoteller.

Da jeg entrerede øen i februar måned var det meget uden for sæson. Hvilket vil sige at alle spisesteder havde lukket, på nær en enkelt café og et par restauranter. Det føltes spøgelsesagtigt, men på en måde også rart. Der var virkelig stille!

Hvis jeg skulle give nogen et godt råd, ville det være at tjekke helt op på høj og lavsæson på deres destination. og temperaturen! Mit hotelværelse med råt stengulv var absolut ikke indrettet til den kølige temperatur, og jeg måtte bruge min aircondition som radiator, og bruge begge dyner og sengetæppe om natten for at kunne holde varmen.
Hydra kunne noget alligevel. Der var nemlig ro. Ikke nogen larmende biler, og ikke noget unødvendigt støj. Bare lyden af skrydende æsler, hove på stierne, og vind i træerne.
Jeg er sikker på at Hydra ville have været en anden oplevelse hvis alt havde været åbent, og jeg er helt sikker på at jeg skal tilbage dertil en dag!

Jeg besluttede mig for at være lidt ekstravagant en dag, og kontaktede Harriets hydra horses. En engelsk kvinde der havde bosat sig på Hydra med sine heste, der tog turister med på tur. Det var alle pengene værd, og hun var skide sød! Klart en anbefaling til andre der skulle komme forbi Hydra!

Min tur nærmede sig sin slutning, og da jeg sidder i solskinnet nede ved havnen, falder jeg i snak med en canadisk kunstner jeg ikke kan huske navnet på. Han spurgte om jeg var australier. Med andre ord troede en person med engelsk som modersmål at engelsk var mit modersmål. Det havde jeg det ret fedt over længe efter, og det var et genialt punktum på en rigtig god første solotur!!