Historien om min første tur til Irland tager udgangspunkt i eminent dårlig hukommelse. Turen bød på både grænseoverskridende oplevelser og nye bekendskaber der virkelig gjorde indtryk.

Første gang jeg var i Irland, var en af de første gange jeg var afsted alene. Jeg husker tydeligt at sidde i flyet på vej til Dublin, hvor det går op for mig, at det landskab jeg håbede at komme til at opleve, nu jeg tænkte efter, var noget jeg havde set i filmen Braveheart, og dermed lå i Skotland. Således overrasket over egen elendige hukommelse, lænede jeg mig tilbage, smilede og håbede at det nok skulle blive en god tur alligevel.

Hele præmissen for turen var at jeg havde brug for at komme væk fra min daværende livssituation. Da jeg hørte om hjemmesiden workaway.com, hvor man gratis kunne finde værter rundt omkring i verden, der mod arbejdskraft, gav husly og forplejning, gik der ret kort tid før jeg havde fundet frem til Rennie i Irland. Hun havde brug for en hånd til at passe heste på en gård et stykke uden for Dublin.
Jeg fandt nogle billige flybiletter og tog afsted for at passe heste. Med håbet om undervejs på min tur at finde ud af hvad jeg skulle stille op med min tilværelse.

Jeg blev hentet ved et busstoppested nær Carlow af Rennie. Hun fortalte mig at hun i forvejen havde besøg af en anden workaway person fra Italien ved navn Andrea.

Morgenerne på gården var ret magiske. Med en kop kaffe i den ene hånd, og en cigaret i den anden, nød jeg synet af solen der stille kravlede op over bakkerne i det fjerne, og stille men sikkert smeltede alt frost på sin vej.

Af og til møder man personer på sin vej som gør et stort indtryk på én. Rennie er en af de personer for mig. Som kunstner havde hun en anderledes tilgang til livet og tilværelsen end mig. Hun tog tingene meget oppefra og ned, og det virkede ikke som om at der var særlig mange ting der kunne få hende ud af den. Af natur er hun meget positiv, og hun smiler meget, hvilket smitter helt vildt.
Vores verdensanskuelser var dybt forskellige. Troede jeg ihvertfald. Rennie troede på at der var mere mellem himmel og jord end hvad det blotte øje kunne se. Hun var ikke religiøs i traditionel forstand. Nærmere blot åben for alternativer, og åben over for både mennesker og fænomener omkring sig.

Dette viste sig især da en af hestene var halt. Her blev et pendul brugt til at finde ud af hvor på hesten, årsagen til skaden lå. Det fik vi os en god lang snak om. Jeg havde lidt svært ved at gennemskue hvordan sådan et pendul fungerede, og jeg tror stadig ikke jeg har fundet fidusen til det. Eller er overbevist for den sags skyld. Men det var virkelig spændende at høre hendes udlægning af hvordan verden var skruet sammen.
Jeg rykkede mig i vores samtaler, og jeg blev opmuntret til at se lidt mere nuanceret på verden i det hele taget. Det har jeg tænkt meget på siden hen, og jeg er i dag overbevist om at der faktisk er en stor overordnet mening med det hele. Jeg aner (heldigvis) ikke hvad meningen er. Men jeg stoler på at nogen eller noget et sted har styr på det, og at der er en mening med alt der sker i min tilværelse.
Anyways..

Udover hestene, boede Rennie sammen med Marley. Den skønneste og sødeste collie. Jeg fik lov til at tage et billede af dem sammen, taget i køkkenet hvor jeg tror vi netop havde holdt frokostpause.

En af aftenerne tog vi efter aftensmaden ind til Carlow. Her ville Rennie give det der skulle blive min første Guinnes, og vi håbede at kunne opleve en vaske ægte irsk folkemusik jam. Vi var heldige, og jeg glemmer aldrig stemningen i rummet, hvor instrumenterne gik på tur mellem de fremmødte, og man havde følelsen af at være vidne til noget helt særligt, du ikke finder alle steder.

De to uger jeg endte med at hjælpe til på gården blev brugt på at muge hestestalde ud, luge ukrudt, og indvendig rengøring stuehuset. Rennie var en fremragende vært. Det føltes ikke som om at hun var min arbejdsgiver. Nærmere som at vi var på besøg, og blot gav en hånd med det huslige.

Andrea stod for de fleste måltider, og kokkererede alt fra helt klassiske pastaretter til kaninragout. Altsammen serveret med en stor portion kærlighed, og gerne med en solid mængde friskrevet parmesanost ovenpå.

Vi besluttede at bruge en af weekenderne på en tur til Cliffs of Moher, et unesco fredet sted der skulle være et besøg værd. Efter lidt søgning på diverse busselskaber, fandt vi ud af at det tids- og prismæssigt bedst kunne betale sig at leje en bil for weekenden, og selv køre. Som den eneste kørekortindehaver i det lille selskab, blev jeg chaufføren, og måtte for første gang i mit liv køre bil i “den forkerte” side af vejen. Rennie var så sød at køre mig ned til biludlejningen, og foreslog at hun kunne lede mig tilbage til gården, så jeg ikke endte i den forkerte vejbane, kørte forkert eller andet fjollet. Jeg tror køreturen tilbage er en af de mest grænseoverskridende oplevelser jeg hidtil havde oplevet.

Turen fra Carlow til Cliffs of Moher er 230 km lang. Det er lang tid i bil med en person du ikke kender særlig godt, og som du iøvrigt kun kan kommunikere med via en skærm. Som du ikke kan kigge på fordi du har travlt med at køre bil. Stemningen bliver yderligere lidt trykket idet der bliver lagt ud med “Stine, I have afraid” så er stilen ligesom lagt.
Jeg vil gerne lige tilføje at der intet hasarderet var over kørslen, og at vi på intet tidspunkt var i fare. Men det er altså en god idé at være helt sikker på hvilken side af vejen man bør køre i i Irland..

Vi havde booket overnatning på et lille hostel i Doolin, hvor der tilfældigvis i den weekend vi var der, var musikfestival. På den irske måde velogmærke, så en masse musikere var kommet fra nær og fjern for at jamme med hinanden og udveksle røverhistorier.
På vores hostel mødte vi Scott fra Texas, der var i Doolin i forbindelse med festivalen, bærende på sin banjo som han jammede på. Vi faldt hurtigt i snak, og Andrea og jeg endte med at give ham et lift tilbage tværs over landet, og sætte ham af i Kilkenny hvor han skulle mødes med en kvinde han kendte. Denne kvinde blev han iøvrigt gift med et år senere. De var så søde at invitere mig til brylluppet, og for søren hvor ville jeg ønske at jeg var taget med!

Mit irske eventyr blev afsluttet med en turisttur til Dublin, hvor min veninde Nina gjorde mig selskab. Efter knap 14 dage på udebane i et nyt land, omgivet af nye bekendskaber, er der intet så dejligt som at se et velkendt ansigt. Nina og jeg havde kort skrevet sammen om at hun skulle komme over og sige hej til mig, og tage mig med hjem, og kort efter var hendes billet booket.

Som med så meget andet på den tid i min tilværelse, skulle pengene række så langt som muligt. Det giver af og til nogle pudsige oplevelser.. I Dublin sov vi på et billigt hostel, og måtte skiftes til at sove i overkøjen, da det grønt lysende exitskilt lyste én lige i ansigtet, og gjorde nattesøvnen til lidt af en udfordring.

Vi brugte en god weekend på at forsøge at drikke alle øl i Dublin, og i dagstimerne besøge diverse museer, inklusiv det berygtede Guinness Storehouse. Et sted der tager dig igennem Guinness brandets historie, og slutter med en panoramabar hvor man får serveret en flot skænket Guinness. En øl jeg iøvrigt i dag, 4 år senere, stadig ikke har lært at holde af. Jeg husker besøget i Dublin som fyldt med virkelig meget øl, pommes frites og hvidt brød.

En fremragende afslutning på en rigtig god oplevelse og tur, hvor jeg blev en god del klogere på mig selv og mine drømme.