Jeg er så heldig at min bedre halvdel er vældig begejstret for at opleve nye ting, meget gerne i form af kulinariske oplevelser. Derfor gik vores første rejse sammen naturligvis til Toscana. Jeg var nødt til at se what the fuss was all about.

Toscana var før denne tur uudforsket land for mig. Jeg har været i Rom et par gange, og en tur omkring Gardasøen, men aldrig udenfor turist comfortzonen, og aldrig som denne gang, i lejebil.

Fra en kollega havde jeg hørt om denne vingård, der skulle være ret episk. Allerede ved vingård var jeg solgt, og der skulle ikke megen overtalelse til før vi havde booket de første to nætter og en vinsmagning på gården.

Alle jeg møder på min vej der skal en tur til Toscana får hermed dette råd med på vejen: Besøg Casa Al Vento på vejen!

For at komme op til vingården, skal man køre op ad at bjerg i de klassiske hårnålesving. I sig selv en ret vild oplevelse. Når man så kommer til området hvor flere vingårde ligger, finder man Casa Al Vento for enden af en enormt stejl, ærlig talt lidt angstprovokerende grusvej. Men det er hele køreturen værd når man kommer frem.
Personalet er enormt venlige og imødekommende og har gerne masser af tips til hvad man skal opleve i resten af Toscana. Når man er der, bør man spise middag på vingårdens restaurant, og tilkøbe en vinsmagning med dertilhørende besøg i deres vinkælder.
Vores tjener i restauranten var meget snaksalig, og fortalte vidt og bredt om alle retterne vi fik serveret. Blandt andet kunne hun berette om at de jægere der holdt til i skoven omkring ejendommen, kontakter vingården når de har haft held på jagten. Af samme grund var der blandt andet friskfanget lokal kanin i form af ragout på tallerkenen.
Tilføj selv nogle bevingede ord om bæredygtighed, goodfeel og lokale råvarer, og tilsæt så virkelig god smag. Det kunne virkelig smages at kokken i køkkenet elskede sit håndværk!

Da svigermor fik nys om at vi havde købt flybiletter til Toscana, var første by på hendes liste over steder vi skulle se San Gimigiano.

Der blev sagt en masse om middelalderbygninger og en efter sigende fantastisk stemning i de skønne gader. Efter at have set det med mine egne øjne, må jeg give hende ret. For sørensen hvor er San Gimigiano charmerende!

Byen har i dag blot 13 tårne tilbage fra ud af de oprindelige 76. Tårnene blev bygget i løbet af 11-1200 tallet, og repræsenterede hver en familie. Havde to familier en fejde, måtte den sejrende familie fjerne toppen af den anden families tårn, så den sejrende families tårn var det højeste. Dermed havde den mægtigste familie byens højeste tårn. Lige indtil næste fejde.

Denne middelalderlige magtkamp inspirerede iøvrigt Shakespeare til tragedien om Romeo og Julie.

Efter tjek ud fra Casa al Vento, gik turen til Livorno. En by ude ved kysten, hvor jeg havde sikret mig at hotellet lå så man kunne se havet fra værelset.

En tur igennem #livorno på Instagram inspirerede os til en smuttur ned forbi promenaden belagt med smukke skakternede fliser. Kæmpe insta-sted, og virkelig fint! Dog lidt spøjst at promenaden tog sig så flot ud, og at alt omkring den på landsiden blot var sandbunker. Og et meget stort og flot pariserhjul

Ankomsten til Locanda Garzelli var lidt finurlig. Vi havde læst os frem til at hotellet var ejet af 3 fætre og 1 kusine, der havde passion for god madlavning til fælles. Hotellet var rent, pænt og nydeligt, og havde blot en lille håndfuld værelser til overnattende gæster.

Vi havde det som om at vi ankom til et luksus hostel med eget værelse. En af fætrene tog imod os i døren, bød velkommen og viste os til værelset. Det var så også det. Ikke nogen intro til hvornår der ville blive serveret morgenmad, ingen anbefalinger til ting værd at opleve i Livorno, eller andre ting man normalt får med når man indlogerer sig på et hotel.

På vej ud af værelset, måtte vi derudover bede om nøglen dertil. Alt i alt en lidt spøjs oplevelse.

Førstehåndsindtrykket blev heldigvis ændret væsentligt lige så snart vi fik plads i restauranten til aftenens middag.
Det var samme fætter der her gav den som sommelier, nu med et helt andet engagement og energiniveau. Han vidste hvad han snakkede om, og serverede absolut fabelagtig hvidvin der akkompagnerede vores fiskemenu helt perfekt.

Maden på Locanda Garzelli var i top, al fisk var friskfanget og veltilberedt til den lidt spændende eksperimenterende side, og tjenerne havde styr på deres ting og satte gæsternes oplevelse meget højt på deres dagsorden.
Det var en fabelagtig middag, som jeg gerne anbefaler til alle der slår vejen omkring Livorno.

Sidste stop på turen var Lucca. En charmerende by, hvor den gamle del af byen som vi boede i stadig er omgivet af bymur. -Der iøvrigt med sine 4,5 km er den næstlænge eksisterende bymur i Europa.

Vi indlogerede os på et lille B&B der blev administreret af en herre der ikke forstod et ord engelsk. Google Translate hjalp os med de spørgsmål vi havde til ham, og så tøffede han ellers væk og ud igen. Det blev først rigtig spændende da vi -naturligvis efter at han var smuttet, fandt ud af at der ikke var noget toiletpapir nogen steder. Ting blev løst, manden Google translatede derudaf, og tøffede afsted igen.

Ude i Luccas gader fandt vi både streetart, madmarked og en virkelig flot skulptur der forestillede et træ bestående af en kvinde og en mand. Skulpturen gav det indtryk at kvinden og manden elskede. Manden at nærmest groet i ét med træet, og virkede noget desperat med en arm stikkende ud som om han søgte hjælp. Billedet jeg fik af det yder det ikke rigtigt retfærdighed, så jeg vil anbefale at man selv tager et smut til Lucca og oplever det 🙂